Nye materialer og undervisningsforløb på vandetsvej.dk
Normal vandbehandling

Faglig viden

Vælg et emne nedenfor og bliv klogere

Normal vandbehandling

Iltning af grundvand

Iltningen kan deles op i to processer.

I den ene proces bliver gasserne metan og svovlbrinte i vandet ”slået” ud af vandet ved en udluftning.

Den anden proces sker for at få en kemisk proces til at foregå mellem jern/mangan og ilt.

Når grundvandet hentes op fra undergrunden, indeholder det ingen ilt. Ved at blæse atmosfærisk luft ind i vandet, vil ilt fra atmosfæren igangsætte nogle kemiske processer mellem jern/mangan og ilt. Det får jern og mangan til at gå fra at være opløst i vandet til at blive uopløselige. De danner bitte små ”fnug” i vandet, som efterfølgende kan fjernes i sandfilteret.

Vand i et bassin, hvor luftbobler fylder hele overfladen.

Iltbehov

Omdannelsen af de kemiske stoffer kræver en del ilt. Derfor er det vigtigt, at vandet bliver iltet ordentligt. Bakterier hjælper til med at omdanne nogle af stofferne. Fx medvirker bakterier ved omdannelse af ammonium til nitrat og ved omdannelse af metan til kuldioxid og vand.

På skemaet ude i siden, kan du se reaktionsligningen og iltbehovet for det enkelte stof.

Skema der viser udregninger for iltbehovet

Filtrering af vandet

Vandet løber gennem et sandfilter for at fjerne de små ”fnug” af jern og mangan. Filtret er opbygget af kvartssand og nogle gange et lag antracitkul øverst. Sandkornene har en stor overflade (kantede). Derved vil mere jern og mangan sidde bedre fast på sandet. Filteret er opbygget, så det tilbageholder så meget jern og mangan som muligt, uden at vandet løber for langsomt igennem sandlaget. Når vandet synker ned gennem sandfilteret vil jern og mangan ”klæbe” til sandkornene, og det færdigbehandlede vand ledes ud fra bunden af sandfiltret.  

På billederne ses et sandfilter, henholdsvis uden filtermateriale, uden vand og slutteligt et sandfilter i drift. Rørene i bunden bruges ved et filterskyl, hvor der kommer luft ud og renser filtermaterialet. Studsen i midten af tanken fører råvandet ind i filteret. Siderne er blevet okkergule, af det meget jern, som bliver udfældet fra vandet.

Rensning af filter

Når der er gået et antal dage (typisk 3 – 5 dage afhængig af mængden af jern og mangan), er sandfilteret fyldt op med jern og mangan. Når det sker, skal filteret renses. Rensningen af et filter kaldes et filterskyl, da man praktisk taget skyller alt jern og mangan ud af filteret.

Et filterskyl foregår på følgende måde: 
Vandtilførslen stoppes. Der blæses luft op gennem sandet fra nogle luftdyser i bunden af sandfilteret. Sandkornene ”slår” mod hinanden, så jern og mangan bliver løsnet fra sandkornene og kommer ud i det omgivende vand. Det ser næsten ud som om vandet koger, men det er almindelige luftbobler, der bliver presset op gennem sandlaget, som det ses på første billede.

På andet billede ses skylleprocessen, hvor der strømmer store mængder vand ind i filteret og får det beskidte skyllevand til at skylle over kanten og ud i skylletanken. 

Fældningsbassin

Sandfilteret er nu fyldt med grumset vand, som er blevet farvet af det frigjorte jern og mangan. Det kaldes skyllevand. Skyllevandet ledes væk fra filteret og opsamles i et bassin. Et filterskyl tager ca. 15-45 min, og herefter er sandfilteret klar til at gå tilbage i normal drift igen. 

Skyllevandet ender i et fældningsbassin. Her bundfældes jern og mangan og kan på den måde blive fjernet fra skyllevandet. Resten af skyllevandet bruges ikke, men bliver ledt ud til et vandløb eller i kloak. Det bundfældede jern og mangan bliver samlet op af en slamsuger og kørt på losseplads. I nogle tilfælde bliver det brugt af andre virksomheder. 

En skyllevandstank, med okkerfarvet vand.