Faglig viden
Vælg et emne nedenfor og bliv klogere
Drift af vandværk
SRO-anlægget
Vandværkerne styres gennem avancerede computerprogrammer, som kaldes SRO-anlæg. SRO står for Styring, Regulering og Overvågning.
Det betyder, at vandværket kan producere drikkevand automatisk efter behov, så du som forbruger altid får leveret godt vand, når du har brug for det.
SRO-anlægget er altså med til at overvåge de enkelte trin i vandbehandlingen, lige fra oppumpning af grundvand, iltning, filtrering og videre ud til forbrugerne.
Vandkvalitet
Vandværkerne skal sikre, at drikkevandet er rent og overholder kravene til drikkevand. De, der arbejder på vandværkerne, tager jævnligt prøver af vandet for at sikre, at vandkvaliteten er i orden.
Prøverne tages forskellige steder i systemet:
-
Boringer
Vandværk
Vandbeholdere
Vandrør
Udvalgte boliger
Myndighederne har formuleret krav om, hvor tit man skal tage prøver af vandet, og hvad vandet skal analyseres for. Jo større vandværk, des flere prøver skal der tages. Der er derfor stor forskel på, hvor tit der bliver taget vandprøver. Det kan være lige fra nogle gange om året til flere gange om måneden.
Vandprøver
Når vandprøverne er taget, sendes de til et laboratorium. Her bliver vandet grundigt analyseret for mange forskellige kemiske stoffer og for bakterier.
Nogle stoffer må slet ikke være i vandet, mens andre stoffer gerne må være der - bare de er under en bestemt grænseværdi. En grænseværdi er et mål for, hvor meget af stoffet, der maksimalt må være i en liter vand.
Kravene er beskrevet i Miljø-ministeriets Bekendtgørelse om vandkvalitet og tilsyn med vandforsynings-anlæg.