Faglig viden
Vælg et emne nedenfor og bliv klogere
Vandbehandling
Iltning
Iltningen fjerner gasser som metan og svovlbrinte, der nærmest bliver slået ud af vandet. Ilten får samtidig jern og mangan i vandet til at samle sig til partikler, som bagefter let kan fjernes i filteret. Endelig giver ilten vandet en bedre smag.
Vandet kan iltes på mange forskellige måder, her kommer nogle eksempler:
-
Vandet kan løbe ned af en iltningstrappe, så vandet bliver blandet med luft, når det løber ned over trappetrinnene.
Luften kan blive blæst op gennem vandet ved hjælp af luftdyser, det kan hedde en tallerkenbelufter.
Ved en pladeilter løber vandet ned gennem en stor lukket kasse, på bølgede rislebakker, og trækker luft med ned, hvor ilten så binder sig i vandet.
Filtrering
Når vandet er iltet, lader man det løbe gennem et filter for at fjerne jern og mangan.
Filteret består af et tykt lag sand og sten i forskellige størrelser. Når vandet løber gennem sandet, bliver jern og mangan siddende på sandkornene og stenene og fjernes derved fra vandet.
Her ses et filter i drift. Den røde farve, man kan se på siderne af filteret, er jern (okker). På moderne vandværker er filteret i en lukket tank.
Uønskede stoffer fjernes
I undergrunden bevæger vandet sig gennem forskellige jordtyper med forskelligt indhold af mineraler. Vandet kan derfor optage en række stoffer som fx jern, mangan, svovlbrinte og metan. Det er de stoffer som nu er blevet fjernet, ved at ilte og filtrere vandet. Det kommer i skyllevandstanken og videre til renseanlægget, så det ikke kommer med ud til forbrugerne.
Blødgøring af vandet
Flere vandværker fjerner noget af kalken fra vandet på vandværket. Processen kaldes blødgøring og foregår i sær de steder, hvor vandet er særlig hårdt. Flere steder i hovedstadsområdet er hårdhedsgraden på vandet tæt på 30 ° dH. Når noget af kalken fjernes på vandværket kommer vandets hårdhedsgrad ned på omkring 10-12 ° dH.
Vandet blødgøres i et blødgøringsanlæg på vandværket. Der findes flere metoder til blødgøring. En metode er at tilsætte sandkort og lud (NaOH) til vandet. Herefter krystalliserer kalken sig omkring sandkornet, så der dannes små kalkpellets som herefter flyder til bunds og kan fjernes. Denne metode kaldes pelletmetoden.
Effekter af blødere vand
Når man fjerner noget af kalken i vandet betyder det, at man kan reducere mængden af sæbe, rengøringsmidler, vaskemidler og afkalkningsprodukter i fx husholdninger og hoteller. Dette gavner miljøet, og man kan spare penge, da forbruget af sæber ol. bliver mindre. Desuden holder husholdningsmaskiner og hårde hvidevarer længere, når der ikke er så meget kalk i vandet.
Vandtårne og rentvandstanke
Efter iltning og filtrering bliver vandet pumpet op i store beholdere eller vandtårne. De ligger typisk højt oppe, så tyngdekraften hjælper med at sætte tryk på vandet, når det skal ud til forbrugerne. De kan også hedde vandlagre, rentvandstanke og højdebeholdere, men har alle til opgave at sørge for, at der hele tiden er et lager af rent drikkevand til forbrugerne.
Nogle steder har man ikke højdebeholdere der skaber tryk, men er nødsaget til at bruge pumper til at få tryk nok på vandet.
Vandet pumpes videre
Når vandet er blevet behandlet på vandværket, skal det pumpes fra vandværket og ud til forbrugerne.
Her ses nogle store pumper, som pumper vand fra vandværkets vandbeholder og ud til husene.
Pumperne sørger for at der hele tiden er tryk på vandet i vandledningerne så vandet kan komme ud af din vandhane. Vi kan skabe tryk med pumperne, men også ved at pumpe vandet op i beholdere som ligger højere oppe og dermed udnytte tyngdekraften.