Nye materialer og undervisningsforløb på vandetsvej.dk
Prisen på vand

Faglig viden

Vælg et emne nedenfor og bliv klogere

Prisen på vand

Hvorfor koster vand penge?

Selvom vi i Danmark er så heldige, at kunne drikke vores rene grundvand, så sker der en masse med vandet fra det hentes op fra undergrunden og til det kommer ud af hanen.

Vandforsyningen sørger for at:

  • Lave vandboringerne og pumpe vandet ind til vandværket
  • Beskytte mod forurening af grundvandet på de arealer, som vandet indvindes fra 
  • Behandle vandet på vandværket ved at ilte og filtrere det. Enkelte steder bliver vandet samtidig blødgjort, så der er mindre kalk i vandet
  • Kontrollere kvaliteten af drikkevandet ved at tage vandprøver og analysere dem på laboratoriet
  • Transportere vandet i vandledninger og rør ud til forbrugerne og sørge for at ledningsnettet er tæt for at modvirke vandtab
Fotoet viser et moderne vandværk indefra. På fotoet ses til venstre i billedet store tykke rørledninger, der leder vandet efter filtrering ind til 7 store høje blå rentvandstanke til højre i billedet.

Efter vi har brugt vandet

Når vi har brugt vandet skal vi skaffe os af med det på en fornuftig måde.

Vandet er blevet til spildevand og bliver via afløbsrør i hjemmet og kloaknettet transporteret ud til et renseanlæg. Det er spildevandsselskabet, der sørger for transporten ud til renseanlægget og at kloaknettet  er tæt.  Det er samtidig også spildevandsselskabet, der skal sørge for at kloaknettet kan håndtere de ekstra regnmængder, der falder ved skybrud.

Renseanlægget sørger for at spildevandet bliver renset først ved mekanisk rensning, så biologisk rensning og endelig ved kemisk rensning, inden det ledes ud i havet og igen indgår i vandets kredsløb.  

Fotoet viser et stort rensebassin med flere bassiner ved siden af hinanden. I bassinerne foregår biologisk rensning af spildevandet ved at der bliver pumpet luft og dermed ilt ind i spildevandet til bakteriernes omsætningsproces. Oven på spildevandet ligger der gråbrunt skum.

Hvad betaler vi for?

 

 

Vi betaler derfor for det vand vi bruger, så vandforsyningen,  spildevandsselskabet og renseanlægget kan få dækket de udgifter de har haft til at indvinde, behandle, kontrollere og transportere vandet og spildevandet for os.

Vandprisen deles op i en pris til vandforsyningen og en pris til spildevandsselskabet og renseanlægget. Til vandprisen kommer så statens skat på vand og spildevand samt moms. Behandlingen og transporten af spildevand udgør ca. 2/3 af den samlede pris på vand.

Illustrationen viser hvordan vandprisen er sammensat

Hvad koster flaskevand?

  • Flaskevand, ofte kaldet kildevand, er grundvand på flaske. Når man laver en boring og pumper vand op, så er det en grundvandsboring. Og hælder man vandet på flaske, så er det grundvand på flaske.
  • Flaskevand kan være tappet længe før det drikkes, og jo længere tid der går, fra det er tappet til det drikkes, jo længere tid har eventuelle bakterier mulighed for at vokse i flaskevandet. 
  • Vi køber i Danmark i dag 120 millioner liter flaskevand om året. Det svarer til 21 liter flaskevand per indbygger og er det dobbelte af, hvad vi købte i 2005.
•	Billedet viser 5 plastflasker til flaskevand fyldt med vand. Flaskerne er i klar lyseblå farve og stillet op på række i forskellig størrelse, form og skruelåg samt med forskellige prægninger i plasten. Den største plastflaske yderst til venstre i billedet rummer 1 ½ liter, de næste 3 flasker rummer 1 liter og flasken yderst til højre er en halv liters flaske.

Kvalitetskrav til vand

  • Der stilles ikke de samme kvalitetskrav til vand på flaske som til vandet, vi drikker fra hanen.
  • Postevand er 900 gange mere miljøvenligt end flaskevand.
  • Når 1 liter vand forlader en vandhane, udledes der 0,0002 kg CO2 fra indvinding, filtrering og transport.
  • Når der produceres 1 liter flaskevand bruges der ekstra CO2 på at producere flasker, tappe vand på flaske og transportere flaskerne. Derfor koster 1 liter flaskevand i gennemsnit 0,18 kg CO2 - eller 900 gange mere end postevand. 
     
•	Billedet viser et foto af en halvliters vandflaske i klart plast. Flasken er til flaskevand og er fyldt med vand.